Kilde: Berlingske Tidende
Af: Rune Langhoff
26. februar 2008,
Søren har taget heroin i 30 år. Han er begejstret for, at heroin bliver lægeordineret fra efteråret. Han tror, at forslaget blandt andet vil betyde en mere hæderlig fremtid for ham. »I dag snupper jeg af og til noget i nogle forretninger, og det behøver jeg jo så ikke længere.
Fordelingen af satspuljemidlerne fører til, at heroin nu bliver lægeordineret. Nyheden bliver modtaget med stor jubel blandt Københavns stofmisbrugere, men nogle mener, at forslaget kunne have været lidt bedre.
Jørgen Kjær, der har taget heroin i 32 år, lagde mandag påskeliljer ved mindestenen for døde stofmisbrugere på Halmtorvet i København. Det gør han kun ved særlige lejligheder, men mandag var også helt særlig, for her blev det såkaldte satspuljeforlig offentliggjort og det stod efterfølgende klart, at der var blevet afsat 70 millioner kroner til lægeordineret heroin de kommende to år.
»Det har været en dag med vild jubel, og en dag vi har ventet på,« forklarer han. Han er formand for BrugerForeningen, der holder til på Blågårdsplads på Nørrebro og som tæller over 650 stofmisbrugere.
»Det her har vi kæmpet for i over ti år, og at vi nu kan få heroin på recept vil på sigt betyde, at langt flere bliver stoffri,« fortsætter han.
Han er selv 55 år og tager til daglig metadon for at holde forbruget af heroin nede, men at kunne tage heroin hver dag vil kunne gøre ham stoffri, mener han.
»Når man ikke hele tiden skal tænke på det næste fix, kommer der en sikkerhed ind i hverdagen, som betyder, at man får perspektiv på tilværelsen og kan se fremad. Man kan blive stabiliseret, måske få tid til en hobby og til at få et arbejde.«
Kan stoppe tyveri
Et andet problem, som Jørgen Kjær mener, den lægeordinerede heroin vil kunne løse, er det massive tyveri, der følger med et misbrug.
»Vi har nogen herinde, der stjæler 10-15 effekter om dagen, og det ville de ikke behøve længere, hvis de bare kan få heroinen,« siger han.
Det er 48-årige Søren, der ikke vil have sit efternavn i avisen, enig i.
»I dag snupper jeg af og til noget i nogle forretninger, og det behøver jeg jo så ikke længere,« siger han. Han har taget heroin i 30 år, og startede da han som 18-årig kom i fængslet for at have solgt 39 kilo hash. Han er ligesom Jørgen Kjær på metadon, men tog sidst heroin ti timer før Berlingske Tidende talte med ham.
»Jeg tager det, når jeg kan komme afsted med det,« siger han og er meget begejstret for, at heroin nu bliver lægeordineret. Dog har han også sine bekymringer.
»Som forslaget er nu, skal jeg møde op tre gange om dagen for at få heroinen. Så vil jeg altså hellere fortsætte på metadon, som jeg kun skal hente en gang om måneden,« siger Søren. Han bor nemlig i Kastrup og tre daglige ture til indre by, vil fratage ham al hans fritid.
»Så bliver jeg jo bare afhængig på en anden måde,« Siger han
Kalman fra Serbien, der heller ikke vil have sit efternavn i avisen, er mere end skeptisk. Han har selv været stofmisbruger, men er det ikke længere.
»Det hjælper ikke at hjælpe folk med at blive i deres misbrug. Hvis man vil ud af det, må man stoppe helt, rejse væk, ligesom jeg gjorde.«
Det er dog ikke den generelle holdning. Svenske Peter Harlem er nemlig ikke i tvivl.
»Hvis ordningen var i gang nu, ville jeg gå derned med det samme. Min eneste bekymring er, om jeg er død inden ordningen træder i kraft,« siger han med hentydning til at lægeordineret heroin først bliver virkelighed til efteråret.